Mette Camilla Melgaard

Første gang jeg så en opera var for 20 år siden. Det var Puccinis Tosca, opført i Statsoperaen i Prag i det daværende Tjekkoslovakiet. Det var en helt fantastisk oplevelse og jeg husker stadig hvordan hårene rejste sig på mine arme, da Floria Tosca sang og sang inden hun sprang i døden. Derfor skulle der ikke meget til at lokke mig, da jeg i fredags fik mulighed for at komme til premieren på Stefan Herheims iscenesættelse af Alban Bergs Lulu i operahuset i København.

Sexobjektet Lulu er en farlig kvinde – hun er danser og luder, men frem for alt en forførerske, som både mænd og kvinder har svært ved at modstå. Over tre akter på knap fire timer, bliver vi underholdt af en surrealistisk, symbolmættet handling, som med sine mord, hor og intriger, bestemt ikke er for svage sjæle. Der er da heller ingen happy ending for den smukke Lulu, da Jack the Ripper bliver hendes sidste kunde.

Jeg forstår godt hvorfor Stefan Herheim bliver kaldt en af tidens mest postyrskabende operainstruktører – Lulu bliver kastet i ansigtet på os helt råt og uforsødet. Det er i øvrigt første gang nogen siden, at Lulu opføres med komponisten Eberhart Klokes rekontruktion af operaens ufuldendte 3. akt.

Jeg er ingen rutineret operakender og har derfor, rent musikalsk, stort set ikke noget at sammenligne med. Jeg er dog nok mest til storslåede arier i stedet for ”snakkesang”, som lige umiddelbart er det bedste ord jeg kan beskrive stilen i Lulu med. Men forestillingen gjorde bestemt indtryk på mig og jeg blev en oplevelse rigere. Jeg kan også med sikkerhed sige, at det ikke er sidste gang jeg sætter mine fødder i det smukke operahus på Holmen.

Fotos via www.kglteater.dk. Øverst: Sine Bundgaard (Lulu), Johan Reuter (Dr. Schön) og Johnny van Hal (Alwa). Nederst: Peter Lodahl (Maleren).

Mere om Lulu