textgirl.dk

textgirl.dk header image 2

Viveca Sten: I nat er du død

januar 26th, 2012 · No Comments · Bøger

Hævn, mobning og hemmelige ritualer er nogle af temaerne i Viveca Stens fjerde bind i serien om Nora Linde og Thomas Andreasson. Denne gang udspiller handlingen sig i mindre grad på Sandhamn end i de tidligere bøger, men det gør den ikke mindre spændende.

Handling: En ung mand findes hængende fra loftet på sit kollegieværelse i Stockholm. Trods et afskedsbrev er hans mor sikker på, at der ikke er tale om selvmord, og kriminalinspektør Thomas Andreasson bliver hurtigt overbevist om, at hun har ret – dødsfaldet er næppe selvforskyldt. Da en anden mand findes død under mystiske omstændigheder, og viser sig at have forbindelse til den unge mand, begynder der at dukke spor op, der leder til en gammel militærbase på den lille ø Korsö, og pludselig dør endnu en mand.

Det er ikke første gang vi oplever, at begivenheder fra fortiden danner udgangspunkt for plottet i en krimi – især en forfatter som Camilla Läckberg, bruger det stort set i alle sine bøger. Med I nat er du død, har Viveca Sten brugt samme skabelon, som vi kender så godt fra Läckberg, ved at lade gamle dagbogsoptegnelser blande sig med den nutidige handling.

Nora Linde, der har haft en fremtrædende rolle i de tre tidligere bøger, er næsten blevet en biperson i I nat er du død, faktisk undrer man sig lidt over, hvorfor hun overhovedet er med i historien. Det bliver nemlig en smule påtaget – som om forfatteren har tænkt: ”Jeg bliver nødt til at finde på en måde at få hende med”. Vi hører stort set kun om hendes privatliv med skilsmisse og mødet med en ny mand, hvilket er uvedkommende for plottet og ærligt talt en smule kedeligt. Det er synd, for selve historien om hævn er ganske spændende. Som et løg, er der flere lag der langsomt pilles af, og som læser sidder man ivrigt og gætter med på, hvem det er der myrder den ene efter den anden.

I nat er du død udkommer den 27. januar.

✭✭✭

 

Tags: ···

No Comments so far ↓

There are no comments yet...Kick things off by filling out the form below.

Leave a Comment