textgirl.dk

I går læste jeg Helle Helles anmelderroste og prisvindende bog Dette burde skrives i nutid. Normalt læser jeg mest krimier (med det antal der udgives, har jeg stort set ikke tid til at læse andet), men jeg var nysgerrig efter at finde ud af, hvad jublen gik ud på.

Det tog ikke lang tid at komme igennem de 160 sider, og da jeg lukkede bogen havde jeg både grint og grædt. Det er længe siden jeg har siddet med fornemmelsen af, ikke at kunne forklare hvorfor jeg synes en bog er god. Men det er præcis sådan jeg har det med Dette burde skrives i nutid.

Handlingen er dagligdagsagtigt, ja egentlig sker der ikke noget særligt, og så sker der på en eller anden besynderlig måde alligevel en masse. Vi følger den ca. 20-årige Dorte Hansens daglige gøren i 1980’erne. En helt almindelig pige, der ikke helt ved hvad fremtiden bringer, og derfor lader sit liv styre af tilfældigheder. Mænd kommer og går, Dorte flytter flere gange, spiser, skriver festsange, kører i tog og går rundt i Scala i København. Umiddelbart lyder det hele lidt kedeligt, men siderne forsvinder uden at man lægger mærke til det, og pludselig er der ikke flere tilbage.

Dette burde skrives i nutid fremmer en masse spørgsmål som forbliver ubesvaret. Hvorfor har Dorte et anstrengt forhold til sine forældre? Hvorfor kan hun ikke sove om natten? Hvorfor bliver hun væk fra sit studie? Hvorfor har hun lejet et hus i en midt-sjællandsk stationsby og pendler frem og tilbage til København, for at gå rundt i byen uden formål? Samtidig giver bogen nogle gode og sjove personkarakteristikker fx da Dorte flytter ind hos kæresten Per og hans forældre. ”De havde ikke rigtig styr på ukrudtet, de var begge to dansklærere” – kort og præcis.

Som sagt har jeg både grint og grædt mig igennem bogen, for den rummer utrolig megen ensomhed. En ensomhed der kommer snigende når man mindst venter den og kravler ind under huden. Jeg ved ikke hvordan Helle Helle gør det – fanger os i sit net med små skødesløse hverdagshistorier, men hun har fået sig endnu en fan i mig.

✭✭✭✭